Fortsæt til hovedindholdet
Stiftet arbejder med
Folkekirkens Hus
Sal med talerstol og stående tilskuere set oppefra

Folkekirkens Hus

Folkekirkens Hus er Aalborg Stifts kraftcenter for kirke og kultur.

AKTUELT

Find sæsonprogram for efterår 2023 på folkekirkenshus.dk

Læs det her

 

Folkekirkens Hus, der har adresse på Gammeltorv i centrum af Aalborg, er det første af sin slags i Danmark.

Huset fungerer som et kraftcenter for udvikling og innovation, der kan styrke det decentrale folkekirkelige liv - en slags folkekirkeligt eksperimentarium.  Samtidig skal Folkekirkens Hus gøre tærsklen til kirken mindre.

Huset tilhører Aalborg Stift, men er formelt finansieret af de fire Aalborg-provstier for i alt 63,5 millioner kroner.

Bygningen er oprindelig en 2200 m2 gammel filial af Nationalbanken, bygget i 1943. Siden har der været Tinghus, og gennem den seneste årrække har det huset Aalborg Universitets studier for Arkitektur og Design.

Folkekirken overtog Gammel Torv 4 den 1. september 2014 og kunne efter et års istandsættelse slå dørene op for publikum i september 2015. Huset blev officielt indviet Palmesøndag 2016. 

For folket

Folkekirkens Hus rummer en række udadvendte aktiviteter, som f.eks. koncerter, foredrag, samtaleaftener, højskoleaftener og sangaftener, hvor kendte kunstnere deler deres kunst og begavelse med alle, der har lyst til at se, lytte, samtale, diskutere og lære.

Se de mange aktiviteter i Folkekirkens Hus.

Arbejdsfællesskab

Folkekirkens Hus rummer desuden et arbejdsfællesskab for cirka 25 ansatte, som har sin daglige arbejdsplads i huset. 

Kirkelige aktiviteter

I hverdagene foregår også en række kirkelige aktiviteter, herunder konfirmandundervisning og kurser for menighedsrådsmedlemmer, præster, kirke- og kulturmedarbejdere, organister og kirkesangere.

Folkekirkens Hus vil dialogen. Her taler vi om og lytter til, hvad det er, der beriger os som mennesker, hvad det er for værdier, vi lægger til grund for vore liv. Vi taler om og lytter til, hvordan vi bruger disse værdier i vores hverdag – i den daglige omgang med vore medmennesker og i det, vi foretager os såvel i vores fritid som på vores arbejde.

Henrik Thorngaard, Leder af Folkekirkens Hus