Biskoppen
Biskoppens månedshilsen

Biskoppens månedshilsen

Hver måned året rundt kan du her læse en kort aktuel refleksion fra biskop Henning Toft Bro.

September 2021

"Septembers himmel er så blå,

dens skyer lyser hvide…."

- synger vi med Alex Garff i en af sensommerens smukkeste sange.

Og sandt er det da også, at septembers høje blå himle med de mange smukke, hvide skyer er indbegrebet af den årstid, vi gennemlever nu.

Om føje tid sætter oktobers mørke og efterårskulden ind, hvor vi går og skutter os for blæsten.

Ind i alt dette er verden begyndt at falde i hak igen. Ikke mindst vores verden. Kirkeverdenen.

Efter alenlange måneder med restriktioner og indskrænkninger i vores bevægelsesfrihed har vi nu smidt lænkerne af os og skal igen til at være kirke, på den måde, vi gerne vil være kirke på. Med gudstjenester og sammenkomster, til koncerter og foredrag.

Det er godt for os alle. Friheden har vi savnet. Nu er den her, og vi griber om den som en dyrebar perle.

Naturligvis skal der er vis tilvænning til, men jeg tror, det kommer hurtigt, og samtidig tror jeg også, at menighederne så småt tropper op igen.

En af de store opgaver, der venter forude er at få en dialog med de dåbsforældre, der ikke fik deres børn døbt under coronakrisen. Heldigvis er præsterne meget opmærksom på denne opgave. Og selv om jeg mener, at dåben hører til ved søndagens højmesse, er jeg taknemlig over, at der tilbydes dåbshandlinger de dage, hvor det passer ind i familiernes rytme.

Dåben står så stærk i vores bevidsthed, og jeg er fuld af fortrøstning til, at det efterslæb, vi har med de manglende dåb, det bliver indhentet hen over tid.

Nu er vi i gang igen. Med gudstjenester, kirkelige handlinger, konfirmationsforberedelse, sogneaftener og alt det, som kirken arbejder med i dagligdagen.

Måtte vi alle få mod og kræfter til at være kirke, som vi gerne vil være det, for vi har verdens bedste budskab at bringe videre: Evangeliet om Jesus Kristus.

Det budskab overlever alle kriser, fordi det er større end alt andet.

Det er livsfornyende. Det er livsbekræftende. Det er et budskab der bringer os livsmodet tilbage, så vi også for blik for de høje blå himle, der rækker ind i evigheden.


August 2021

Tillykke og tak!

Lukkede kirker og sognegårde, men også perioder med åbne huse med få deltagere, har med rette fyldt meget for os det sidste halvandet års tid.

Men nu er vores lange (ørken-)vandring ovre.

Nu må vi atter samles til gudstjeneste, kirkelige handlinger, koncerter, foredrag og alt det liv, som samler os i rundt omkring i sognene.

Det er der grund til at ønske hinanden tillykke med!

Det har vi trængt til. Vi har trængt til at mødes, at være sammen, at synge sammen, at fejre dåb og nadver og lytte til evangeliets ord om trøst og glæde.

Samtidig vil jeg også gerne en stor og hjertelig tak til præster, menighedsråd, ansatte og frivillige der gennem de sidste mange måneder har bøvlet med regler og forbud, som ændrede sig undervejs, så der skulle improviseres og findes gode lokale løsninger.

Det har ikke altid været let. Faktisk her det været meget besværligt i perioder for os alle, men tak fordi I holdt ud og holdt ved. Det vidner om en levende og nærværende folkekirke i Aalborg stift, hvor evangeliet er blevet forkyndt med iver og fantasi med de muligheder, der var til rådighed.

Nu står en ny tid foran os. Vi skal finde sammen igen. Vi skal igen lære at mødes om søndagen og mellem søndagene. Det tager tid at vænne sig til, men jeg tror og håber på, at vi igen vil fylde kirkerne med forkyndelse og lovsang - ganske enkelt fordi vi ikke kan undvære det. Det er som en livsnerve i vores forståelse af at være kirke. Det er vores livsfundament.

Biskop
Henning Toft Bro


Juni 2021

Endelig skete det. Nu kan vi også i kirkerne smide mundbindet. 
Forleden var der en satiretegning i Nordjyske, der viste en sankthansbål bestående af mundbind.

En gymnasieklasse har holdt en mindehøjtidelighed, hvor de grave mundbind ned i jorden og satte et kors ovenpå!

Grunden til, at vi er havnet her, er mange. Vores sociale adfærd og en udrulning af vaccinen mod covid-19.

Og godt vi er havnet her. Ikke bare fordi vi kan smide mundbindet, men mundbindet blev et forkætret udtryk for ufrihed og social distance.

Men godt vi er, hvor vi er, for nu kan vi begynde at samles på en måde der (næsten) ligner tiden før corona.

Vi trænger til at se og kunne ses. Vi trænger til at se hinandens ansigtsmimik. Vi trænger til at mødes med familie og venner og skabe en tid, som den var.

Det gælder også i kirken. Vel er der restriktioner endnu, men de bliver langsomt men sikkert udfaset, så vi kan sidde sammen, synge sammen og være sammen i det fællesskab, som betyder så meget for os.

En nylig offentliggjort undersøgelse viser, at danskerne i stor grad bakker op om og holder fast i folkekirken. Det er glædeligt, og det er udfordrende. Glædeligt, fordi vi gerne vil dele evangeliet med alle. Og udfordrende, fordi vi hele tiden skal spørge os selv, hvordan vi kan være en levende, udfordrende og nærværende kirke.

Det seneste år har budt på mange ideer til, hvordan vi kan fejre gudstjeneste og være kirke, selv om vi ikke kunne mødes fysisk. De bedste af disse erfaringer bringer vi med inde i fremtidens folkekirke, så vi kan nå langt ud med evangeliet - både i kirken om søndagen, mellem søndagene og på de sociale medier med de muligheder de bringer med.

Så alt i alt må jeg sige, at jeg er fortrøstningsfuld. Det er jeg på evangeliets vegne, og det er jeg på folkekirkens vegne. For vi er båret af noget, der er større end os selv. Vi er båret af Helligånden, der giver os kraft og mod til at være både kirke og menneske, og med det håb ristet ind i vore hjerter går vi sommeren i møde og drømmer med digteren Thøger Larsen om ”lykke og lyse nætter.”

Biskop
Henning Toft Bro


Maj 2021

Så syng da Danmark lad hjertet tale…

Sådan synger vi med Grundtvig sangen: "Den danske sang er en ung blond pige…"

Og nu kan vi igen synge i kirken. Det har været et savn for mange, også for mig, at vi kun har kunnet "synge" med lukket mund. Nu kan vi igen skråle af vore lungers fulde kraft. Det er velgørende, for når vi synger sammen, synger vi os også sammen. Vi synger os ind i et fællesskab med hinanden, og som himlens frie fugle kan vi synge med det næb, vi hver især har. Og det lyder godt uanset, hvordan vi synger, for i sangen kan vi synge nogle af de følelser ud, som er ren helbredelse for os.

Salmedigteren Lisbeth Smedegaard Andersen sagde en gang, at præsten forkyndelse i gudstjenesten er aktion. Menighedens sang er reaktion på denne forkyndelse. Det er en af grundende til, at sangen har så væsentlig funktion i gudstjenesten, at vi hver især kan være med til at forkynde evangeliet om Kristus på netop den måde vi artikulerer os gennem sangen. Vi er alle sammen forkyndere.

Foråret i år har vist sig som forår ofte gør; varme, kulde, hagl og blæst. Efter forår følger sommer. Og med sommerens komme bliver himlen højere, lyset vender tilbage, den grønne farve får overtaget i naturen og havene og fjorden, der omringer Aalborg Stift blinker blåt til os i skibenes kølvandsstriber, der efterlader os med et håb om en fremtid, der hele tiden er på vej hen imod os.

Lars Lilholt synger i en af sine sange: Giv altid håbet den længste frist.

Lad os gøre det. Lad os midt i alt det, der kan se håbløst ud, læne os op ad håbet, og altid give det den længste frist.

Det giver mod i hverdagen "på trods af tvivl og stort besvær", som vi synger i sangen "Du kom med alt det der var dig."

Lad os give os håbet i vold. Glæde os over livet og hinanden og tro på fremtiden for kirke og folk.

Biskop
Henning Toft Bro


Marts 2021

Det er Benny Andersen, der synger: "Det er forår og alting klippes ned".
Men som land og kirke står vi foran en større oplukning af Danmark og dermed også af Folkekirken. Ikke alt lukkes op, men vi begynder at se små sprækker af håb og lys, fordi vi forventeligt snart kan mødes på en måde, vi ikke har gjort de seneste mange måneder.

Fra himmelbuens rand har lærker i flere uger forkyndt forår. Et andet forårstegn er ænderne, der søger sammen ved fjord og søbred for at skabe flere ænder, og et tredje tegn på forår er stenbiderne, der leverer mæskende god rogn til en påske-fiskefrokost.

Så selv om alt omkring os er ved at ryste kulden af sig, og selv om vi har oplevet det før, er intet som før. 
Alt er nyt. Nyt liv. Nyt håb.

Og nu er påsken er på vej hen til os.

Påskedag spirer et nyt møde frem. Et nyt møde mellem himmel og jord. Påskedag kysser himlen jorden endnu en gang. Påskedag tændes et nyt håb. Et håb om at ingen af os lever forgæves. Vi lever for Gud. Vi lever for hinanden. Vi lever med hinanden. Med alt det, der er vort. Med alle vores glæder. Med alle vores sorger og bekymringer. Men også med alt det liv og fred, der strømmer os i møde fra evangeliet om Jesus Kristus.

Det liv og den fred vil vi tage med os i livet og med fortrøstning skue frem til en ny tid, hvor verden langsomt kommer til at ligne sig selv i både kirke og hjem.

Biskop
Henning Toft Bro