Biskoppen
Landemodeberetninger

Årets gang i stiftet

Læs biskoppens aktuelle og tidligere landemodeberetninger her.

Landemodeberetning 2018

Af Henning Toft Bro
28. september 2018

Fra midten af 1940erne var Martin A. Hansen en af de mest hyldede forfattere i Danmark. Det var han på baggrund af hovedværker som Lykkelige Kristoffer, novellesamlingerne Tornebusken og Agerhønen og, ikke mindst, romanen Løgneren.

Men efter en lang periode præget af voldsom inspiration ebbede forfatterskabets fiktionsdel ud for derefter helt at høre op. Derfor blev mødet med Sven Havsteen-Mikkelsen et vendepunkt for ham. Sammen skabte de et af danmarkshistoriens største værker, Orm og Tyr, der vil stå mejslet i dansk litteraturhistorie for altid.

I et brev fra 5. juni 1948 skriver Martin A. Hansen til Havsteen-Mikkelsen:
- Kunne du tænke dig sammen med mig at gøre en bog om den danske landsbykirke?... en fortælling om en stadig levende bygning, kirken, landsbykirken opfattet billedligt som en stor vækst, et vældigt træ i vores folkekultur….'

I Orm og Tyr skildres den centrale historiske begivenhed i værket, nemlig kristningen i Norden, der skete som en bevægelse gennem det enkelte menneske til et nyt fællesskab, og fra kapitlet 'Klerk og jærtegn' hedder det: '….opstandelsestanken bliver frem for nogen anden kristen tanke et gær i folkekristendommen….'

I forordet til Orm og Tyr fortæller Martin A. Hansen om, hvorledes forstanden tager til hos ham som femtenårig. 
En dag spørger han sin mormor, der sidder og læser:

-(Mormor) forstår du, hvad du læser? Hun sad og mumlede og læste salmer, som hun egentlig ikke behøvede bog til, for hun kunne dem udenad. 

-Jeg tror, jeg forstår det, sagde hun.

-Kan du så forklare mig det?, spurgte jeg.

-Det er jeg ræd for, jeg ikke kan, sagde hun.

-Forstår man noget, så kan man også forklare det!, sagde den ny udsprungne forstand.

-Jo, min dreng, sagde hun, jeg ved kun, at når jeg læser, så drejer den hellige ånd det for mig, så jeg forstår det. 

Skriften, Bibelen, er i sig selv døde bogstaver, men med Helligåndens mellemkomst bliver de døde bogstaver levende. Levende til liv. Levende til fortolkning. Levende og livgivende.

Sådan forholder det sig også med vore kirker.

I sig selv er de døde sten, og med Helligåndens mellemkomst bliver, om ikke stenene, men det liv, der leves i kirkerummet, både levende og livgivende. Den sande kirke er ikke de døde sten. Men os levende mennesker, der samles om evangeliet om Jesus Kristus. Derfor kan Grundtvig også synge:
 ”Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene.”

Dermed er det sagt, at kirken er andet og mere end bygningen. Kirken er os. Det er os levende mennesker, der udgør kirken. Og vi dyrker vores tro sammen i vore kirker.

Det har vi gjort i mere end 1000 år. Det vil vi også gøre i fremtiden.

Kirkebygninger er strøet med mild hånd ud over landskabet. Også i Aalborg stift. De ligger ofte på egnens højeste sted. Med udsigt fra og indkig til kirken.

Landsbyerne voksede sig store omkring kirkerne. Kirkerne samlede folk.

Gennem de seneste årtier er mange flyttet fra landet og ind mod byerne. Det er en bevægelse vi ser over hele kloden. Og altså også hos os i Aalborg stift.

Det giver os mange udfordringer som kirke. Udfordringer som vi bliver nødt til at forholde os til.

Disse udfordringer har Strukturudvalget i Aalborg stift arbejdet med i fire år, og det arbejde resulterer nu i et inspirationskatalog.

I kataloget kan man finde inspiration til at arbejde med den kirkelige struktur, som hele tiden er under forandring.

Når man forandrer, skal man være varsom med ikke at ødelægge det, der fungerer. Samtidig skal vi også være opmærksomme på, at de sogne, der vokser i disse år forsat kan være kirke på de vilkår, de er i.

Sagt på en anden måde: I de kommende år bliver vi nødt til at flytte præsteressourcer til de områder, der er i vækst.

I denne proces skal vi hele tiden have os for øje, at der skabes bæredygtige og attraktive præsteembeder, så vi også i fremtiden kan få kommende præster til at søge embeder i Aalborg stift.

Mit håb er, at I alle vil sætte temaet ”Fremtidens kirke i Aalborg stift” på dagsordenen til menighedsrådsmøder, men også arrangerer sogneaftener med dette tema, så sognebørnene i vid udstrækning kan være med til at præge debatten om, hvordan vi kan være kirke i et samfund under stadig forandring.

Arbejdsmiljø og trivsel

Som mange af jer vil huske, udsendte jeg sidste år et brev til præster, menighedsråd, ansatte og frivillige i Aalborg stift.

Brevet var et opråb til at sætte arbejdsmiljøet og trivsel ved vore kirker på dagsordenen.

Opråbet havde sin baggrund i en rapport udarbejdet af Oxford Research for Kirkeministeriet.

I rapporten fremgik det, at præster i Folkekirken oplever mobning i langt højere grad end på det øvrige arbejdsmarked.

Lad det være sagt, så det er umisforståeligt: Mobning er ikke acceptabelt. Det skal stoppes. Det skal forebygges.

Mobningen foregår mellem præster, mellem præster og menighedsråd og mellem præster og ansatte. 

I rapporten fra Oxford Research fremgik det, at 41% af landets præster har været vidne til mobning i et eller andet omfang. Ligeledes fremgår det, at 25% selv har været udsat for mobning.

I hvert enkelt provsti er der nedsat et arbejdsmiljøudvalg, og i stiftet er der nedsat en arbejdsmiljøgruppe med undertegnede som formand. I både udvalg og gruppe arbejder vi med arbejdsmiljøet og trivsel for præster.

Det er min, og det er provsternes, opgave sammen med arbejdsmiljøgrupperne, arbejdsmiljøudvalget og arbejdsmiljørepræsentanterne i provstierne at stå i spidsen for, at vi kan vende udviklingen. Men det er vigtigt, at vi alle tager opgaven på os, så vi kommer dette uvæsen til livs, og får genskabt arbejdsglæden hos alle, der arbejder i Folkekirken i Aalborg stift.

Et dårligt arbejdsmiljø og deraf dårlig trivsel på arbejdspladsen fører ofte til konflikter.

Konflikter er uundgåelige, de skal italesættes og skal håndteres, så de kan blive løst hurtigst muligt.

I den forbindelse vil jeg gøre et lille hop tilbage i tiden.

I begyndelsen af 90erne var jeg ansat i DR i Holstebro i et par år.

På en tidspunkt skulle jeg dække en konflikt, der var opstået i et sogn på Ringkøbing-egnen. Jeg husker ikke konfliktens stridspunkter.

Jeg begyndte at researche på historien og ringede rundt til nogle af dem, der havde part i konflikten. Lige meget, hvem jeg talte med var der lukket land. Eller skulle jeg sige 'lukkede munde'? Der var ikke en eneste, der ville udtale sig om konflikten, og der blev aldrig noget ud af den historie.

Nu ved jeg godt, at det kan være vanskelig at tale om en konflikt, da det kan være meget smertefuldt, også fordi nogle føler, de har svigtet og andre, at de er så involveret, at de ikke kan tale om det. Ligeledes er vi mange, der bestrider embeder i Folkekirken, som betyder, at vi hverken kan eller må udtale os i personsager. Det har jeg det i øvrigt godt med, for det er med til at beskytte de personer, der er involveret i en konflikt.

Når jeg bringer emnet på bane, er det for at opfordre os alle til at indføre en ny kultur i Aalborg stift.

Når en konflikt er brudt ud i lys lue, forsøger vi med alle de muligheder, vi har, at få løst konflikten. Men tænk, om vi alle ville arbejde på skabe en kultur, en fortrolighedskultur, hvor vi gør opmærksom på, at der er en mulig konflikt på vej. Det kan være i personalegruppen eller mellem menighedsråd og ansatte eller mellem menighedsråd og præst.

Når jeg gerne vil, om vi i fællesskab kunne indføre denne nye kultur, hænger det sammen med, at al erfaring, desværre også min, viser, at en konflikt, der er brudt ud, sjældent står til at løse, fordi der er sagt og gjort så mange ting, og ja, skrevet så mange hadefulde mails, at det nærmer sig det umulige, at få arbejdsglæden og trivslen på ret køl igen.

Derfor vil jeg opfordre alle til, hvis man spotter en konflikt på vej, at man retter kontakt til provsten eller undertegnede, så vi så hurtigt som muligt kan komme i dialog med konfliktens parter.

Nogle vil måske synes, det er grænseoverskridende, andre vil synes, det er flovt, at man ikke selv har kunnet løse problemet. Omvendt synes jeg, at det netop er at vise rettidig omhu, og jeg er overbevist om, at hvis vi vil gå denne vej, hvis vi kan spotte en konflikt inden den løber løbsk, ja, så kan vi i fællesskab være med til at skabe et bedre arbejdsmiljø og bedre trivsel på vore arbejdspladser. Til gavn og glæde for menighedsråd, præster, ansatte og frivillige, og ikke mindst en større glæde ved at forkynde det evangelium, vi er sat i verden for at udbrede.

Kirken og civilsamfundet

I disse år mærker vi en stor interesse for og åbenhed mod Folkekirken.
Det udmønter sig bl.a. i stiftets skole-kirke samarbejde, interessen for gymnasiepræsterne, ”Hvad er meningen”-projektet, som er et samarbejde mellem Folkekirken, gymnasier og Aalborg Universitet. Det kan nævnes, at når projekt ”Hvad er meningen” er løbet af stablen til november har ca. 3.300 gymnasieelever deltaget i projektet. Lige nu arbejder vi med at få etableret et samarbejde med Center for Ungdomsforskning på Aalborg universitet. Det gør vi for at afsøge muligheden for at få forskere til at arbejde med de mange initiativer, vi har gang i med børn og unge. Sorggrupper har mange kommuners bevågenhed, da de disse grupper ofte ledes af en præst med stor erfaring i sjælesorg. Ligeledes er der flere steder etableret samarbejde mellem Folkekirken og kommuner på demens-området. Her er dette ofte præster, der stiller sig til rådighed for pårørende til demente. Folkekirkens Familiestøtte er mange steder i tæt samarbejde med kommunerne omkring de mennesker, som vi hjælper. Det vokser lige så stille hele tiden, og mange kommuner er meget taknemlige for den opgave Folkekirkens Familiestøtte løfter. Diakonien er i det hele taget blev et område, som Folkekirken, ikke bare i Aalborg stift, men på landsplan, har stor fokus på.

Diakoni har været et væsentlig del af kirkens selvforståelse siden urkirken, og jeg er meget taknemlig for, at vi her i stiftet arbejder målrettet med dette område.

Det fik jeg et godt indtryk af, da jeg i foråret sammen med provsterne var på besøg hos borgmestrene i Region nord.

Det var meget berigende og inspirerende møder. Et emne, der blev berørt alle på alle møderne var diakoni, eller som det hedder på kommunalt sprog, det sociale arbejde.

I Folkekirken taler vi om sognebørn. Kommunerne taler om borgere. I næsten alle tilfælde er det de samme mennesker, vi taler om. Kommunerne er til stede med det, de kan og skal overfor borgerne. Folkekirken er til stede med det, vi kan og skal over for samme gruppe.

Flere steder har kommune og kirke allerede gang i forskellige samarbejder. Demensområdet er nævnt. Nævnes skal også præster, der stiller sig til rådighed som undervisere for personalet inden for sundhedssektoren.

Flere borgmestre talte også om vigtigheden af, at Folkekirkens værdier bliver italesat i en tid, hvor mange famler efter værdigrundlag i deres tilværelse. Ord som 'ligeværd', 'fællesskab', 'omsorg', og 'diakoni' gik som en rød tråd gennem flere af debatterne.

For mig handler det om, at vi som kirke stiller os til rådighed, når vi bliver spurgt om et samarbejde. Vi skal gå i dialog og vise åbenhed og være kirke, hvor vi har mulighed for det og med de mange forskellige kompetencer, vi har til rådighed.

Man kan også sige det med Frans af Assis' ord: 
Vi skal prædike evangeliet, hvor vi kan - om nødvendigt med ord.

Projekt Ny Præst

Gennem de seneste år har FUV, præsternes efteruddannelse, arbejdet med netop at evaluere nye præsters efteruddannelse.

Det har ført til projekt ”Ny Præst”, som er blevet søsat her i sensommeren.

Kort fortalt går det ud på, at en nyansat præst i de første 18-20 måneder af sin ansættelse skal igennem et introduktionsforløb, som er et formaliseret og koordineret samarbejde med forskellige aktører, som har ansvaret for at modtage, vejlede og videreuddanne en ny præst.

Ny Præst skal være med til at sikre, at den nye præst får en god modtagelse og, ikke mindst, trives i alt det nye, en præst står i i sit første embede.

Alle stifter har nu ansat en uddannelseskonsulent. Hos os har vi ansat sognepræst i Sulsted, Ane Stoltze Katborg i en kvote på 50% i en periode på tre år.

Uddannelseskonsulentens opgave er blandt andet at koordinere de forskellige interessenter. Det vil i første omgang sige den nye præst, menighedsrådet, mentorer, provsten og i et vist omfang biskoppen. Andre aktører er tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter i provstierne.

Stiftets uddannelseskonsulent er i samarbejde med FUV ansvarlig for præstens obligatoriske efteruddannelse og koordinerer endvidere den faglige vejledning, som præsten modtager fra kollegapræster og mentorer.

Når jeg nævner det her i årets landemodeberetning, hænger det sammen med, at præsten i de første par år i embedet skønsmæssigt er optaget af sin efteruddannelse på op mod 20% af sin arbejdstid.

Det stiller store krav til præsten først og fremmest. Det stiller også krav til de præster i provstiet, der skal afløse den nye præst, og det stiller ikke mindst krav til både menighedsråd og menighed. Alle skal have en forståelse for den nye præsts situation, og alle skal vi være med til at støtte op om ikke bare den nye præst, men alle præster, så de oplever, at den menighed, der har kaldet en præst, naturligvis også står ved sit ansvar for at hjælpe og støtte og opmuntre.

Visionsmøde med stiftsudvalg

I Aalborg stift har vi ikke færre end 12 stiftsudvalg. Det er det største antal stiftsudvalg, noget stift har. Nu synes jeg ikke antallet i sig selv er vigtigt, men antallet vidner om det rige kirkeliv, der findes i Aalborg stift.

Mandag den 27. august i år havde vi en visionsaften i Folkekirkens Hus. Alle stiftsudvalg var repræsenteret. Ligeledes deltog et stort antal af Stiftsrådet samt flere fra stiftets personale.

Det var en løfterig og inspirerende aften, hvor de enkelte udvalg berettede om deres arbejde og virke i hverdagen, men også en aften, hvor udvalgene talte om visioner for arbejdet de kommende år.

Stiftsrådet er meget opmærksom på udvalgene, som hver har deres budget at arbejde ud fra. Og holdningen i Stiftsrådet er, at hvis de enkelte udvalg får nye tanker og ideer i et budgetår, imødekommer Stiftsrådet ansøgningerne for på den måde at være med til at understøtte det kirkelige liv i Aalborg stift.

Præstemangel

Gennem de seneste tre år har jeg siddet i et udvalg under Kirkeministeriet, udvalget med det lidet flatterende navn 'Præstemangeludvalget'. 

Her og nu oplever vi ikke præstemangel. Også i Aalborg stift får vi ansat gode og dygtige teologer og præster, som hver på deres måde er med til at bidrage til at skabe en levende og nærværende folkekirke.

Men alle, også jeg, synes, der er for få ansøgere til embederne.

Det har vi i udvalget nu handlet på. Og resultatet er blevet, at der nu indføres en såkaldt akademikerparagraf. Det gjorde man også tilbage i 60erne, da der var mangel på præster.

Kort fortalt går det ud på, at der nu skabes en teologisk efteruddannelse for personer, der allerede har taget en kandidateksamen fra en af de højere læreanstalter i Danmark. De får nu mulighed for at sammensætte et individuelt uddannelsesforløb med en varighed på to år efterfulgt af et halvt år på Pastoralseminariet.

Min holdning er, at kongevejen til et præsteembede i Folkekirken er en teologisk uddannelse, men vi må bare se i øjnene, at der uddannes for få teologer, nogle af dem, der tager en teologisk uddannelse vælger at gå over i andre fag og en del færdiggør den teologisk uddannelse, men gennemfører ikke pastoralseminariet, hvilket er en forudsætning for at søge embede i Folkekirken.

Forsøget med akademikerparagraffen skal løbe i 10 år, hvorefter det skal evalueres og undersøges om forsøget skal fortsætte, eller vi til den tid er i en situation, hvor præstemangelen er ophørt.

Folkekirken og arbejdet med demente

Præsternes efteruddannelse, FUV, starter i 2019 et projekt, hvor man vil øge indsatsen for Folkekirkens arbejde med demente.

Der er sket en del inden for demensforskningen de senere år. Kommuner, sundhedsfagligt personale m.fl. har udviklet betydeligt på arbejdet med denne voksende samfundsgruppe.

I Aalborg stift er der flere steder etableret samarbejde mellem kommuner og folkekirken på demensområdet.

Dette arbejde sættes der nu fokus på med et landsdækkende projekt forankret i FUV, men også med forankring i Aalborg stift. Koordinator på projektet er nemlig provst Line Skovgaard Pedersen, Sydthy provsti.

Projektets formål er gennem en toårig periode at efteruddanne og kvalificere præster, organister, kirkemusikere og kirke-kulturmedarbejdere til at lave gudstjenester for demente på plejehjem og lokalcentre. Opgaven er blandt andet, at få vigtige indsigter om demente i forsøg på at gøre gudstjenesterne mere relevante for denne målgruppe. Det kunne for eksempel ske ved øget brug af musik, sanselige elementer, gentagelser og lign., som tilgodeser dementes behov. Gennem kurser vil interesserede blive inspireret af nyere demensforskning og samtidig kommer til at arbejde med deres egne lokale gudstjenester på lokalcentrene.

Landets tre Kirkemusikskoler, altså også vores i Vestervig, kommer til at spille en væsentlig rolle i projektet, og rektor på Vestervig Kirkemusikskole, Tine Fenger Thomsen, har allerede tilkendegivet, at skolen gerne vil bidrage med deres musiske kompetencer, da musikken, efter min bedste overbevisning, kommer til at spille en væsentlig rolle i projektet.

TAK

Jeg nærmer mig slutningen på dette års landemodeberetning og vil slutte med at rette en stor tak til Stiftsrådet for samarbejde og samvirke i årets løb. Tak til Stiftsrådets formand Ejnar Haugaard Thomsen for en ihærdig indsats og for et godt samarbejde.

Stiftsrådet er en af spydspidserne til det kirkelige arbejde i Aalborg stift, fordi rådet gennem økonomisk større til små og store udviklingsprojekter er med til at bane vej for fremtidens kirke.

Tak til Stiftamtmand Torben Sørensen for samarbejde og interesse for det kirkelige liv, som det leves her hos os.

Tak til Stiftskontorchef Jørgen Lützau Larsen, som gennem alle årene har været mig en stor støtte i både små og store sager. Det kræver udholdenhed, indsigt og stor juridisk indsigt og ekspertise, og det har Jørgen.

Du er en loyal sparringspartner, der gennem årene har opbygget stor indsigt i både kirkeliv og juraens mange spidsfindigheder, som kommer både medarbejdere og stift til gode.

Tak også til alle medarbejdere i stiftsadministrationen, som støtter både præster og menighedsråd, men er også min store støtte i en hektisk og spændende og udfordrende hverdag.

Tak til provster, præster, menighedsråd, provstiudvalg, stiftsråd, ansatte og frivillige i Aalborg stift. Det er jer, der hver på jeres måde er med til at skabe en levende og vedkommende kirke i Aalborg stift. Sammen er vi kirke, og sammen forsøger vi at navigere i Folkekirken, så vi kan skabe gode rammer og vilkår for evangeliets frie løb i vore menigheder.

Tak til jer alle, som igen i år bakker op omkring landemodet. Det er en opbakning, der betyder meget for sammenholdet i stiftet, men det er om noget også en opbakning, der er med til at skabe arbejdsglæde for mig.

Som jeg sagde i indledningen er vore kirker I sig selv de døde sten, men med Helligåndens mellemkomst bliver, om ikke stenene, men det liv, der leves i kirkerummet både levende og livgivende. Den sande kirke er ikke de døde sten. Men os levende mennesker, der samles om evangeliet og Jesus Kristus. Akkurat som vi synger: ”Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene.”

Det giver frimodighed at vide, at vi er kirke båret af noget, der er større end vi kan forstå.


Landemodeberetninger
2017
2016
2015
2014