2019
Nyheder

Igen mulighed for drop in-vielse i Aalborg Stift

Vor Frue Kirke i Aalborg åbner 30. august dørene for drop in-bryllup – for anden gang. Første gang var i juli i år, og den overvældende interesse kalder på en hurtig gentagelse.

Kamma Graversen er en af de to præster, der drop in-vier par i Vor Frue Kirke. Foto: Anne Mette Welling

At sommeren 2019 skulle byde på ikke bare en, men hele to muligheder for at blive drop in-viet i Aalborg Stift, har overrasket mange. Ikke mindst præsterne i Vor Frue Kirke, der ved udgangen af august igen står klar til at vie nordjyske par på stribe:

- Den store interesse fortæller, at der er et behov for dette tilbud om en mere enkel kirkelig vielse, hvor fokus er er på bryllupsritualet og velsignelsen – og ikke på en stor bryllupsfest, hvor alt skal klappe. Derfor har vi besluttet at åbne dørene for drop in-vielse igen fredag 30. august mellem kl. 12 og 17, fortæller sognepræst i Vor Frue, Kamma Graversen.

LÆS OGSÅ: Stor interesse for drop in-bryllup

Forskellige grunde bag valg af drop-in

Ifølge præsterne i Vor Frue er der flere grunde til, at nogle par vælger et drop in-bryllup fremfor et ordinært kirkebryllup. 

- Måske skal de giftes med hinanden for første gang og kan mærke, at det at sige ja til et andet menneske er for stort og vigtigt til rådhuset. Måske er de i forvejen gift på rådhuset og ønsker en kirkelig velsignelse af deres ægteskab. Måske har de tidligere været gift med hinanden, er blevet skilt og har fundet ud af, at det var en forkert beslutning. Drop in-bryllup kan være den mulighed, der får det hele til at falde på plads, siger Kamma Graversen, der sammen med sin kollega, sognepræst Sophie Nordentoft, glæder sig til at tage imod flere gifteklare par den 30. august.

VIL DU VIDE MERE?

Læs mere om drop in-bryllup 30. august på www.vorfrue.dk  
Læs her, hvad I skal medbringe og at kirkens kontor kan kontaktes, hvis det er vigtigt at undgå ventetid.