2019
Nyheder

En fantastisk ferie

Syv familier har i begyndelsen af juli været på ferie med Hirtshals Sogns menighedspleje. Menighedsplejen ser det som en mulighed for at give familierne et fælleskab, der strækker sig ud over kirkerummet og sognet.

Familier fra bl.a. Eritrea, Congo, Syrien og Tjetjenien holdt ferie sammen i naturskønne omgivelser ved Vigsø Feriecenter. Foto: Jette Valsson

Det er ferietid over det ganske danske land. Familier er på vej sydpå på charter- og kør-selv-ferier, og andre nyder ferien i sommerhus, Lalandia eller på Bornholm. Men for nogle er økonomien så presset, at ferie er en luksus, der ikke er råd til. Derfor arrangerer flere af sognenes menighedsplejer i stiftet ferielejr for familier.

I Hirtshals er syv familier netop vendt hjem fra Vigsø Feriecenter efter en uge med ferie og fællesskab. Familierne har fået udgifterne dækket via donationer fra Arbejdsmarkedets Feriefond, der gennem Folkekirkens Feriehjælp har dækket det meste, og Stiftsudvalget for Migrantsamarbejde, der har dækket resten, da familierne repræsenterede mange forskellige kulturer. Fælles for familierne er, at deres økonomiske forhold gør, at de ikke selv kan komme på ferie med børnene.

Også fællesskab udenfor kirkerummet

Menighedsplejen ser det som en mulighed for at give familierne en oplevelse af fælleskab, der strækker sig ud over kirkerummet og sognet. 'Rejseledere' Jette og Ole Valsson fra Hirtshals Sogns menighedspleje fortæller:

- Det har simpelthen været en dejlig uge! Vi oplever at familierne får energi til hverdagen og får vendt nogle af de tanker, som de går med i hverdagen omkring eksistentielle udfordringer, dilemmaerne og hverdagens små og store problemer.

Ud over fællesskabet og de gode snakke har ugen budt på naturture, hvor rejselederne fortalte familierne om området med planter, blomster og insekter. Der blev spillet fodbold, tennis og vikingespil. Leget med modellervoks og hentet sten på stranden. Og selvfølgelig plasket med vand i feriecentrets store badeland. 

'Det bedste, vi har oplevet'

Familierne boede i hvert sit hus og lavede hver dag selv mad. Ugen sluttede af med fællesspisning og is til dessert. Softice, som blev lavet på stedet. Det var en stor succes, fortæller Jette Valsson. 

- Familierne udtaler, at det simpelt hen har været en fantastisk uge, og håber at de får muligheden igen. Vi som ledere har flere gange fået at vide, at det er så godt og det bedste, de har oplevet, og det er vi meget taknemmelige for, siger Jette Valsson og tilføjer: 

 - Vi vil gerne takke Arbejdsmarkedets Feriefond og Stiftsudvalget for Migrantsamarbejde for den økonomiske støtte, der har gjort det økonomisk muligt for os at hjælpe disse familier til en velfortjent sommerferie.

Familierne og rejselederne skal inden længe igen mødes og se billeder fra ferien og bygge videre på det fællesskab og de venskaber, turen til Vigsø Feriecenter har skabt.