2019
Nyheder

"Der kom lige nogen, der spurgte, om de måtte male vores værelser"

Heidi Lehm og Anne Gottlieb, kirke- og kulturmedarbejdere i Abildgård og Bangsbostrand sogne, har sammen med kolleger i Frederikshavn og Strandby kastet sig ud i diakoniprojektet "Elsk Frederikshavn".

Frederikhavns Kommunes krisecenter fik bl.a. ordnet have og gjort klar til trampoliner, da Elsk Frederikshavn rykkede ud. Foto: Carsten Thomasen

Af Carsten Thomasen

I Frederikshavn kommunes Krisecenter er man vant til at skulle tage vare på kriseramte kvinder, og det kan være en kæmpe udfordring i sig selv. I Danmark er der hvert år 38.000 kvinder, der bliver udsat for vold og trusler på livet.

- Derfor var vi helt målløse, da der kom nogen og spurgte, om ikke vi havde brug for hjælp, fortæller leder af centret Inge Bergstedt og uddyber:

- F.eks. til vedligeholdelse og opfriskning af vore lokaler og vor have. I det daglige har vi ikke ressourcer til at tænke på de ting – så vi fik helt julelys i øjnene og tog imod tilbuddet med kyshånd.

Lørdag morgen den 23. november troppede der så en hel flok mænd og kvinder op, som var klar til at tage fat på opgaverne: maling af fire værelser og et køkken plus opretning af en gammel terrasse, der var blevet lidt miserabel. Desuden blev der gravet to huller til et par trampoliner, der monteres til foråret.

Elsk Frederikshavn!

Heidi Lehm og Anne Gottlieb er kirke- og kulturmedarbejdere i henholdsvis Abildgård og Bangsbostrand sogne. De har sammen med kolleger i Frederikshavn og Strandby sogne kastet sig ud i et diakoniprojekt, som på landsplan hedder ”Elsk Danmark”, men lokalt hedder ”Elsk Frederikshavn”.

Heidi Lehm fortæller: 

- Elsk Danmark er et voksende netværk af kirker, kristne fællesskaber og efterskoler med en fælles diakonal vision om at engagere danskerne i at elske deres byer med udgangspunkt i værdierne venlighed, hjælpsomhed og gæstfrihed – på tværs af indkomst, bopæl, alder, hudfarve, religion og uddannelse.

- Det vil sige, at vi gerne vil øve os i, at hjælpsomhed, gæstfrihed og venlighed er synlig og tilgængelig for alle, siger Heidi og fortsætter:

 – Da vi opdagede muligheden for at hjælpe krisecentret, var der straks adskillige villige hænder, der var parate til at tage fat.

- Der er faktisk mange, der gerne vil hjælpe medmennesker, og vi fortsætter projektet, som meget gerne vil have flere med – uanset om man er engageret i folkekirken eller ej.

MERE OM

  • Elsk Frederikshavn er en del af Elsk Danmark.
     
  • Elsk Danmark er et voksende netværk af kirker, kristne fællesskaber og efterskoler med en fælles diakonal vision om at engagere danskerne i at elske deres byer med udgangspunkt i værdierne venlighed, hjælpsomhed og gæstfrihed – på tværs af indkomst, bopæl, alder, hudfarve, religion og uddannelse.

 

  • Projektet startede i 2015 og der er på nuværende tidspunkt 18 byer med afsæt i forskellige kirkelige baggrunde, og projektet har stor indflydelse på kirkernes berøringsflade med lokalsamfundet og bidrager med diakoni på en ny og inspirerende måde.

Kilde: elskdanmark.dk

 

Elsk (by) er også en del af Diakonipakken for konfirmander.
Kontakt Aalborg Stifts religionspædagogiske stiftskonsulent for mere info her