2017
Nyheder

Flere penge til unge og flygtninge

Stiftsrådet har netop besluttet, hvordan midlerne fra det bindende stiftsbidrag skal prioriteres det kommende år. 

Stiftsrådet udskriver i henhold til loven om folkekirkens økonomi et bindende bidrag fra de lokale kirkekasser til aktiviteter i stiftet. 

Af Kamilla Bøgelund Hansen

På stiftsrådets møde den 21. september blev budgettet for det bindende stiftsbidrag i 2018 vedtaget. 

Det bindende stiftsbidrag går til aktiviteter inden for de fire kerneområder: Kommunikation, formidling af kristendom, udviklingsprojekter og mellemkirkeligt arbejde.

Artiklen her giver et overblik over de væsentligste ændringer i forhold til budgettet i indeværende år.

Større fokus på asylsamarbejde

Stiftsudvalget for folkekirkens asylsamarbejde får i 2018 tildelt 225.000 kroner. Udvalget har til formål at støtte og inspirere præster, ansatte og frivillige til at arbejde med integration i eget sogn. Pengene skal blandt bruges til aflønning af en koordinator samt aktiviteter, der fremmer dette arbejde. 

- Vi ved, at tolkning og transport kan være dyrt for sogne, hvor der er mange asylansøgere, så derfor har vi bevilliget ekstra midler til udvalget, som eventuelt vil kunne gå hertil, forklarer stiftsrådsformand Ejnar Haugaard Thomsen.

Læs mere om udvalgets inspirationsaften i Folkekirkens Hus den 4. oktober.

Udvidet ramme til religionspædagogik

Også på det religionspædagogiske område øger stiftsrådet næste år sit tilskud til religionspædagogisk stiftskonsulent Anna Døssing Gunnertoft. Hun arbejder blandt andet med at afholde kurser og netværksgrupper for præster, organister og andre kirkelige undervisere, yder supervision og sparring for nyansatte samt udvikler nyt undervisnings- og inspirationsmateriale til især konfirmandundervisningen. Et øget aktivitetsniveau betyder øgede omkostninger, og stiftsrådet har med øje for kvaliteten i dette arbejde besluttet at forhøje budgetrammen permanent med 20.000 kroner.

Frie midler til unge og kirke

Der sker også i 2018 en omprioritering af midlerne til ungdomarbejdet. Judith Legarth har opsagt sin stilling som ungdomspræst på halv tid i stiftet, og efter drøftelse med biskoppen er det besluttet ikke at genopslå stillingen. I stedet vil stiftsrådet bruge penge på at støtte initiativer for unge. Der er afsat 100.000 kroner i frie midler, som alle sogne/provstier har mulighed for at søge til udvikling af nye projekter på området. Skema til brug ved ansøgning om økonomisk støtte

Sammenlægning af udvalg

I det nye 2018-budget er der ikke afsat midler til Stiftsudvalget for Folkekirkens Mission. Forklaringen er, at udvalget "fusionerer" med Mellemkirkeligt Stiftsudvalg. Sammenlægningen skal først godkendes på to efter hinanden ordinære stiftrådsmøder, hvorfor det først kan træde i kraft efter den 15. november 2017. Stiftsrådet har dog i sit 2018-budget taget højde for sammenlægningen, hvorfor der ikke er budgetteret et beløb til Stiftsudvalget for Folkekirkens Mission. I stedet har stiftsrådet øget bevillingen med 50.000 kroner til det mellemkirkelige arbejde.

Se hele 2018-budgettet for det bindende stiftsbidrag

Fakta om det bindende stiftsbidrag

Stiftsrådet udskriver i henhold til loven om folkekirkens økonomi et bindende bidrag fra de lokale kirkekasser til aktiviteter i stiftet. 


Stiftsrådet kan bruge pengene inden for områderne Kommunikation, Formidling af kristendom og Udviklingsprojekter.


Bidragssatsen har i flere år ligget konstant på 0,6 procent. For 2018 giver det ifølge budget en indtægt på 3.882.432 kroner, mens udgifterne beløber sig til 4.220.000 kroner. Det budgetterede underskud skal dækkes ind af overskud fra tidligere år.


LÆS MERE: Om stiftsrådet, rådets medlemmer og opgaver