2013
Nyheder

Børnejul: Luk julefreden ind

Juleklumme: Overvej hvilke juletraditioner du vil holde i hævd over for børnene, skriver sognemedhjælper Anette Bilde Jacobsen

Sognemedhjælper ved Skæve, Badskær og Hørby Kirker, Anette Bilde Jacobsen

Vi vil så gerne! – Være nærværende og afslappede når vi er sammen med vores børn, men det kan være svært i juletiden med lange huskelister og traditioner som for alt i verden skal holdes i hævd – eller skal de?

Traditioner gør at vi mærker historiens vingesus: Mormors hjemmebagte pebernødder lavet af den slidte opskrift skrevet i hånden, adventskransen som skal være af gran og med oldemors gamle sløjfer, og så er der juletræsturen 3. søndag i advent, hvor træet helst skal trækkes hjem på farfars gamle kælk.

Jo, traditioner skal der være plads til, men vælg dem med omhu og vær ikke bange for at skifte nogle ud – for en stund – eller for altid!

Da jeg for første gang skulle holde jul med min svigerfamilie, var der er par kameler, jeg måtte sluge. Det hele startede godt nok. Vi fik en dejlig julefrokost og snakken gik lystigt, man tog sig god tid til at nyde maden og hinanden. Herefter blev alle gaver hentet frem og lagt på spisebordet, der blev brygget kaffe, og så tog man plads i den “bløde afdeling”, og på skift hentede man gaver og gav dem til rette tilkommende. Gaver – midt på dagen? – Til alle? – og så på det tidspunkt, hvor jeg var vant til at gå til juleaftensgudstjeneste…

Mine egne minder med julegaveoppakning er bestemt gode, men gaverne fylder meget på juleaften – og denne tidlige udgave gjorde, at fokus juleaften blev et helt andet. Der blev mere tid til salmesang rundt juletræet (som kun var pyntet med levende lys) og tiden var på en helt anden måde vores egen. Men det bedste ved denne anderledes jul, har jeg slet ikke nævnt endnu.

Da de første lys på juletræet begyndte at brænde ud, satte vi os alle godt tilrette, måske tog man den nærmeste hånd og så sad vi lige så stille, mens lysene gik ud et efter et. Ingen sagde noget, men vi mærkede hinanden, fællesskabet, glæden og roen. Skyggerne fra lysene lavede smukke mønstre på loftet, mens der langsomt blev mere og mere dunkelt omkring os og til sidst sad vi i mørke.

Denne stund – en ny tradition der giver nærver og ro, har nu også sin faste plads i vores hjem og store som små holder af den! “Lad lyset brænde i vort sind – luk julefreden ind“….